Din vaskemaskine er en stor enhed, som uanset hvad du gør, næsten altid vil larme en lille smule. Det er dog ikke alle lyde, der er naturlige for den, og i mange tilfælde kan du selv ordne problemet, hvis din vaskemaskine larmer på en unaturlig måde. Vi vil i denne artikel gøre dig klogere på, hvad grunden kan være til, at din vaskemaskine larmer, og hvordan man eventuelt fikser problemet.
Hvis du ikke har den fornødne viden omkring VVS-installationer og store enheder som vaskemaskiner, så anbefaler vi som udgangspunkt ikke, at du piller for meget ved det selv. Du bør hyre en professionel, som har styr på installationerne til vaskemaskinen.
Min vaskemaskine larmer – hvad er årsagen?
Som nævnt er der flere ting, der kan være galt. Det er først og fremmest vigtigt, at man kan identificere lyden korrekt, så det med større præcision kan konkluderes, hvad problemet er. Hvis din vaskemaskine larmer, kan problemerne være et af følgende:
- Defekte tromlelejer
- Defekte støddæmpere
- Tilstoppet trevlesti
- Fremmedlegeme i pumpehuset
- Fremmedlegemer i vaskemaskinen
- Løse komponenter
- Overfyldt maskine
Defekte tromlelejer – hvordan fikser jeg dem?
Hvis din vaskemaskine larmer i form af nogle bankende eller metalliske lyde, som ikke er fremmedlegemer i maskinen, kan det skyldes defekte tromlelejer. Tromlelejer er mindre metalliske komponenter i din vaskemaskine, som ved defekt altså kan få din vaskemaskine til at larme, når den drejer rundt – altså selve centrifugeringen af tøjet.
Hvis du hører disse lyde, men stadig ikke er sikker på, at lejerne er problemet, kan du kigge efter olie- eller rustpletter på det nyvaskede tøj. Hvis du finder spor af dette, er det med større sandsynlighed defekte tromlelejer.
Defekte støddæmpere – hvordan fikser jeg dem?
Igen vil du her opleve en bankende lyd som ved de defekte tromlelejer. Igen vil vaskemaskinen også larme, når den centrifugerer, og defekte støddæmpere vil ligeledes gøre, at vaskemaskinens ophæng ikke fungerer optimalt, hvorfor lejerne vil blive slidt over tid.
Hvis du altså oplever både bankelyde samt slidte tromlelejer, kan det skyldes defekte støddæmpere, og du bør få dem udskiftet. Det er ikke specielt dyrt, og med lidt teknisk snilde kan du også sagtens selv udskifte dem.
Tilstoppet trevlesti
Hvis du har en tilstoppet trevlesti, kan din vaskemaskine larme ved centrifugering. Hvis vandet ikke kan komme hurtigt nok ud, hvilket kan være problematisk med en tilstoppet trevlesti, kan vaskemaskinen larme højlydt. Det bevirker, at der kommer for meget vand i vaskemaskinen under centrifugering, hvilket kan gøre, at den står uroligt og rykker sig, som så giver den uønskede larm.
Fremmedlegeme i pumpehuset
Akkurat som med den tilstoppede trevlesti kan et fremmedlegeme i pumpehuset skyldes, at vandet ikke kan komme hurtigt nok ud. Hvis du har tjekket din trevlesti, og dette ikke er problemet, skal du muligvis ind i pumpehuset for at finde problemet. Igen vil larmen opstå, fordi maskinen står og rokker på grund af for meget vand under centrifugering.
Hvis du ikke har den store forstand på vaskemaskiner, anbefaler vi igen, at du ikke gør det her selv. Og hvis du gør, så sørg for, at du har slået vaskemaskinen fra, mens du gør det.
Fremmedlegemer i vaskemaskinen
Denne kender du sikkert lidt for godt. Du har glemt at tage nøglerne ud af lommen, eller der ligger en BH med et metalstykke og roder rundt. Det kan få vaskemaskinen til at larme højlydt og på en måde, der ikke er specielt behagelig.
Nogle gange kan disse fremmedlegemer trænge ind i vaskemaskinen, og du fjerner dem ved at åbne hullet til bundslangen og tage dem ud. Det bedste råd til at undgå, at din vaskemaskine larmer er dog, at du lige tjekker alt, inden du vasker det.
Løse komponenter
Hvis der sidder elementer, som ikke er spændt ordentligt fast, er det muligvis en grund til, at din vaskemaskine larmer. Mens maskinen er slukket, kan du rykke lidt i de forskellige elementer og se, hvilke der rykker sig. Spænd dem herefter fast.
Overfyldt maskine
Der er en grund til, at vi ikke overfylder vores maskine, og det er, at maskinen simpelthen ikke er skabt til tøjmængden. En overfyldt maskine vil stå og rokke, og det giver den samme larm, som hvis der kommer for lidt vand ud i maskinen.